Egyptens præsident: Fly-undersøgelser kan tage måneder

Skrevet af admin

01/11/2015

Mest læste i dag

Ifølge den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, kan en efterforskning af årsagen bag det forulykkede russiske fly tage månedsvis.

Flyet styrtede tidlig lørdag morgen til jorden over Sinai-halvøen med 224 mennesker om bord, som alle formodes at være døde.

- Dette er en kompliceret sag og kræver avancerede teknologier og brede undersøgelser, som kan tage måneder, siger præsidenten i en tv-transmitteret tale til nye rekrutter i hæren.

Flyet lettede kort før klokken fem dansk tid fra lufthavnen i Sharm el-Sheikh på vej mod Sankt Petersborg i Rusland.

Men efter 23 minutter i luften mistede man kontakten med flyet, som derefter styrtede til jorden af endnu uvisse årsager.

Flyets to sorte bokse er fundet og bliver undersøgt af egyptiske, russiske og franske eksperter, hvilket ventes at give svar på, hvad der var skyld i ulykken.

Det er endnu for tidligt at konkludere noget som helst, men det forulykkede russiske fly "knækkede i luften", lyder det i en indledende kommentar fra en højtstående russisk embedsmand, som er rejst til Kairo for at deltage i undersøgelserne af flyets skæbne.

- Opløsningen skete i luften, og fragmenterne er strøet ud over et stort område, siger Viktor Sorotjenko fra Ruslands komité for luftfart ifølge nyhedsbureauet Ria.

Han er til stede i Kairo med en række eksperter fra Rusland, Egypten, Frankrig og Irland.

Ifølge luftfartsselskabet Kogalymavia er selskabets fly blevet serviceret og testet korrekt, og der er ingen grund til at betvivle piloterne eller personalets professionalisme.

Selskabet er blevet påbudt at kontrollere samtlige Airbus-fly af typen A321. Tidligere forlydender om, at selskabets A321-modeller er sat i karantæne på jorden, bliver dog modsagt.

/ritzau/Reuters