Egyptens regering er utilfreds med international mægling

Oplysningerne stammer fra kilder i det egyptiske embedsværk. Ahmed El-Muslimani, en talsmand for den midlertidige præsident Adli Mansour, siger til Al-Ahram, at »udenlandsk pres har overskredet internationale standarder«, og at Egypten vil beskytte »revolutionen«.

Udsendinge fra FN, EU, Qatar, og De Forenede Arabiske Emirater har arbejdet for at finde en løsning på den højspændte situation i landet og på at forhindre yderligere blodsudgydelser mellem de stridende parter. De har blandt andet fået lov til at besøge fængslede ledere af Morsis magtbase, Det Muslimske Broderskab.

Også de to amerikanske senatorer John McCain og Lindsey Graham har besøgt Cairo for at mægle mellem tilhængere af Morsi og regeringen. De kaldte under besøget tirsdag afsættelsen af Morsi for et kup; en definition, som USA tidligere har afvist at forholde sig til, og som er et afgørende stridspunkt mellem de to fraktioner i konflikten.

Senatorerne opfordrede desuden til løsladelsen af de fængslede medlemmer af det Muslimske Broderskab, hvilket en anden talsperson for Adli Mansour afviste.

Ifølge Al-Ahram vil overgangsregeringen erklære, at de udenlandske udsendinges forsøg på at overbevise Det Muslimske Broderskab om, at der skal findes en fredelig løsning på krisen, er slået fejl. Al-Ahram citerer desuden embedskilder for at sige, at regeringen vil følge sin egen vej til valget, der efter planen skal stå om ni måneder.

Ifølge Al-Ahram vil den midlertidige regering desuden erklære, at Det Muslimske Broderskabs protester mod hærens afsættelse af præsident Mohamed Morsi er ufredelige. Den udmelding sender et stærkt signal om, at regeringen har til hensigt at standse demonstrationerne med magt, hvilket den også tidligere har advaret om.

Mohamed Morsi, der var Egyptens første demokratisk valgte præsident, blev afsat den 3. juli og er ikke blevet set offentligt siden.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV