Egyptens stærke mand er klar til at støtte IS-koalition

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, er parat til at give sin fulde støtte i kampen mod den militante gruppe Islamisk Stat (IS), der vinder frem på slagmarkerne i Irak og Syrien.

Det siger han til nyhedsbureauet AP i sit første interview med et udenlandsk medie, siden han overtog embedet i juni.

- Vi er helt indstillet på at give støtte. Vi vil gøre, hvad end der kræves, siger præsidenten på spørgsmålet om, hvorvidt han er klar til at give adgang til Egyptens luftrum eller logistisk støtte for luftangreb.

Han kom dog ikke nærmere ind på, hvilken støtte Egypten konkret vil give til den koalition, der er ledet af USA, med henblik på at bekæmpe den militante gruppes fremfærd. Men han siger, at egypterne har indset faren ved "politisk islam".

Han synes dog at udelukke at bidrage med ekstra soldater ved at sige, at Iraks militær er stærkt nok til at bekæmpe Islamisk Stat på egen hånd.

Tidligere har han sagt, at han får brug for USA's hjælp til at bekæmpe terrorisme.

Al-Sisi efterlyser en bredere strategi, der også omhandler fattigdom og bedre mulighed for uddannelse i regionen.

Han siger videre, at det er "meget vigtigt" at stoppe udenlandske ekstremister, de såkaldte foreign fighters, i at slutte sig til militante grupper i Syrien og Irak. I Danmark er over hundrede personer rejst til Syrien og Irak for at kæmpe, vurderer Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi blev formelt indsat som præsident i det nordafrikanske land i juni. Han afsatte Egyptens første demokratisk valgte præsident, islamisten Mohamed Mursi, sidste år.

Blandt andre Mohamed Mursis Muslimske Broderskab havde opfordret til boykot af præsidentvalget.

En international koalition bestående af 46 lande, heriblandt flere muslimske og arabiske, er gået sammen for under USA's ledelse med militær magt at bekæmpe de islamistiske ekstremister.

Også Danmark indgår i koalitionen.

Dog er det ikke alle, der er villige til at deltage i en direkte militæraktion, så de begrænser sig således til at levere nødhjælp eller forsyne irakiske styrker med militært udstyr.

/ritzau/