Egypter dør af H5N1 efter kontakt med fugle

Skrevet af admin

17/11/2014

Dagens topnyheder

En egyptisk kvinde på 19 år er mandag død af fugleinfluenza af typen H5N1 efter at have været i kontakt med smittede fugle, oplyser det egyptiske sundhedsministerium.

Kvinden døde på et hospital i den sydlige provins Assiut.

Det er det andet dødsfald i 2014 efter smitte med den farlige H5N1-virus, siger talsmanden Hosam Abdel Gaffar for ministeriet.

Egypten har ifølge ministeriet identificeret syv sager af fugleinfluenza hos mennesker i år, deriblandt de to døde.

Søndag konstaterede hollandske myndigheder et udbrud af fugleinfluenza af typen H5N8 i en fjerkræbesætning, hvorefter der straks blev indført et forbud mod transport til og fra kyllingefarme i foreløbig 72 timer i hele landet.

De hollandske kyllingefarme sælger årligt mere end seks milliarder æg til udlandet. Tyskland er den største aftager med cirka 75 procent af den samlede eksport.

Holland er også blandt de største eksportører af fjerkræ i EU.

Mandag blev der konstateret et tilfælde af fugleinfluenza i Storbritannien på en andefarm i Yorkshire i det nordlige England. Typen er endnu ukendt, men myndighederne afviser, at der er tale om H5N1.

/ritzau/Reuters