Egyptisk domstol dømmer seks til døden for spionage

Skrevet af admin

07/05/2016

Dagens topnyheder

En egyptisk domstol har lørdag dømt seks personer til døden, heriblandt to journalister fra al-Jazeera, for læk af statshemmeligheder til Qatar, rapporterer den arabiske tv-kanal.

Sagen om spionage for Qatar har den tidligere præsident Mohamed Mursi som hovedperson. Men en afgørelse af Mursis skæbne er udsat til senere.

I Egypten skal en dødsdom verificeres af stormuftien, før den er gældende. Den øverste sunnitiske leder skal tage stilling til de seks dødsdomme i juni.

Al-Jazeera skriver, at kanalen helt afviser beskyldninger om, at den har samarbejdet med Mursis regering.

Ekspræsidenten blev fjernet fra magten af militæret 3. juli 2013.

/ritzau/