Egyptisk domstol sender demonstranter i fængsel

Skrevet af admin

22/12/2013

Mest læste i dag

En egyptisk domstol har søndag dømt tre politiske aktivister til tre års fængsel for deres roller i nylige demonstrationer i landet.

Dommen, der vækker bekymring hos menneskerettighedsgrupper, falder på baggrund af protestdemonstrationer i kølvandet på en ny egyptisk lov, der begrænser forsamlingsfriheden.

Da dommen blev læst op, brød en flok tilstedeværende i retslokalet ud i slagord : "Ned, ned med det militære styre! Vi bor i en stat, ikke i en militærlejr."

De tre dømte - Ahmed Maher, Ahmed Douma og Mohamed Adel - var fremtrædende i de omfattende demonstrationer i 2011, da Hosni Mubarak blev væltet fra posten som præsident.

Ud over fængselsdommene er de tre aktivister idømt bøder på 50.000 egyptiske pund (39.300 kroner).

Ifølge aktivister har den nuværende overgangsregering, som tidligere har anholdt og fængslet mange medlemmer af Det Muslimske Broderskab, de seneste uger også slået hårdt ned på sekulære aktivister i Egypten.

Sagen vækker bekymring hos menneskerettighedsgrupper i landet.

- Det er ikke første gang, at vi ser Douma blive anholdt og stå i retten. Men det er første gang, at vi ser højt profilerede aktivister idømt så lange domme, siger Heba Morayef, direktør i Human Rights Watch.

Der var europæiske diplomater til stede under domsafsigelsen, der fandt sted i et retslokale i udkanten af Kairo.

/ritzau/Reuters