Egyptisk domstol udsætter retssag mod Mubarak

Den 85-årige Hosni Mubarak blev oprindeligt dømt til livsvarigt fængsel for medvirken til drab på omkring 900 demonstranter under det 18 dage lange oprør mod ham i 2011. Det er denne sag, der nu skal gå om, efter at han appellerede dommen.

Mubarak blev søndag eskorteret af medicinsk personale og sikkerhedsvagter i en helikopter fra Maadi Military Hospital til politiakademiet i Cairo, hvor han igen stod over for dommerne, før retssagen blev udsat.

Hans medtiltalte, hans to sønner og den tidligere indenrigsminister Habib al-Adly, var ligeledes til stede under stort sikkerhedsopbud.

»Dommeren forsikrede offentligheden om, at retssagen vil blive en gennemsigtig proces, og at folk vil få adgang til de dokumenter, der bliver anvendt som bevismateriale i sagen,« fortæller Al Jazeeras korrespondent Wayne Hay.

Hosni Mubarak har siddet i husarrest efter at være blevet løsladt i sidste uge. Han risikerer dødsstraf, hvis han kendes skyldig.

Også retssagen mod flere ledende personer fra den islamistiske bevægelse Det Muslimske Broderskab, heriblandt den øverste leder, Mohamed Badie, og to underrangerende ledere, Rashad Bayoumi og Khairat al-Shater, blev udsat til 29. oktober. De er anklaget for at opfordre til drab på demonstranter i forbindelse med afsættelsen af Mubaraks efterfølger, Mohamed Morsi, der blev afsat af militæret 3. juli i år.

Yderligere tre medlemmer af Broderskabet er tiltalt for at have eksekveret drabene på demonstranterne.

Alle seks Broderskabs-medlemmer kan blive idømt dødsstraf, hvis de bliver fundet skyldige i anklagerne.

Mohamed Morsi, der er centrum for den seneste tids optøjer i Egypten, sidder i husarrest på et hemmeligt sted. Han er sigtet for at have flygtet fra et fængsel under oprøret i 2011 samt for medvirken til drab og tortur af demonstranter i slutningen af 2012.

Dagens Gossip