Egyptisk militær angriber islamister i uroplaget region

Sikkerhedskilder fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at mindst ni mistede livet i operationen, som både pansrede biler, kolonner af tanks og angrebshelikoptere var en del af. Militærets aktion fandt sted ved byerne Sheikh Zuweid og Rafah, som ligger nogle få kilometer fra Gazastriben.

Militæret udførte blandt andet luftangreb mod formodede forsamlingssteder for militante islamister, og soldater stormede efterfølgende et antal huse for at lede efter mistænkte oprørere.

»Dette er uden tvivl den største operation, vi har set, og det er sådan en, vi har ventet på,« sagde stammeleder Sheikh Hassan Khalaf, der bor i området, efterfølgende til BBC.

Ud over de sårede og dræbte er et antal militante blevet tilbageholdt, lyder det fra kilderne.

To egyptiske soldater blev desuden dræbt sent lørdag, da en improviseret sprængladning eksploderede på en vej også i Sheikh Zuweid.

Radikale islamister, nogle med bånd til al-Qaeda, holder til i regionen, og den nordlige del af Sinaihalvøen er et nærmest lovløst område.

I den tid, der er gået, siden Egyptens præsident Mohamed Morsi blev afsat, er antallet af voldshandlinger kun taget til i området. Der har næsten dagligt været angreb mod sikkerhedsstyrker eller politi i regionen.

Militæret annoncerede i juli måned, at de er klar til at slå hårdt ned mod militante i området. Indbyggere har imidlertid fortalt til The New York Times, at det snarere er politiet og militæret, der er under angreb.

Også andre steder i Egypten var der uro lørdag. Blandt andet eksploderede en bombe ifølge statslige nyhedsmedier på en politistation i hovedstaden. Ingen blev såret. Derudover blev der ifølge nyhedsbureauet MENA fundet sprængstoffer på jernbaneforbindelsen mellem byerne Suez og Ismailia. Sprængstoffet blev uskadeliggjort, før det kunne udrette nogen skade.

Dagens Gossip

Dagens TV