Egyptisk militær slår ring om præsidenten

Områderne, hvor militæret netop nu sætter styrker ind, huser adskillige tusinder af præsidentens støtter fra Det Muslimske Broderskab.

Ifølge militæret er der tale om at øge sikkerheden i dele af hovedstaden Cairo, der lige nu er et inferno af demonstrationer mod og med præsidenten, der tidligere på dagen afslog at træde tilbage, men tilbød at danne en samlingsregering.

Tilbuddet kom kort efter, at det egyptiske militærs ultimatum til Morsi om finde en løsning til udløb ved 17-tiden.

Men Morsis reaktioner lader ikke til at være nok. Ifølge Reuters siger præsidentens egne sikkerhedsrådgiver, at der er et militærkup undervejs.

Berlingskes korrespondent i Egypten, Uffe Taudal, forklarer, at befolkningen venter, at militæret går ind i konflikten og tager magten fra Morsi, hvilket har givet afsæt til fest på den centrale Tahrirplads.

»Folk udtrykker enorm tillid til hærledelsen. De tror på, at militæret vil give magten tilbage til folket. Det er svært at finde nogen, der synes, det er udemokratisk det, der foregår,« siger Berlingskes korrespondent fra hovedstaden til TV2 News.

»Det er en forsamling af kvinder, børn, unge og ældre - hele det egyptiske samfund. Om det vil udvikle sig voldeligt er svært at sige,« siger Uffe Taudal.

Tidligere på dagen mødtes hærens ledelse med oppositionens leder, Mohamed El Baradei, og med ledende repræsentanter for de religiøse samfund i Egypten.

Det ventes, at militæret senere onsdag aften vil komme med en udtalelse om situationen.

Dagens Gossip

Dagens TV