Egyptisk politi bruger tåregas mod 35 mand

De egyptiske sikkerhedsstyrker har fredag affyret tåregas i Kairo mod Mohamed Mursi-støtter, som var på vej mod en demonstration til støtte for den væltede præsident.

Cirka 35 mennesker var samlet på en plads i byen, da politiet affyrede tåregas for at sprede dem, siger en AFP-korrespondent.

Ifølge korrespondenten kom politiets reaktion uden forudgående provokation.

De egyptiske sikkerhedsmyndigheder har advaret, at de vil slå ned på enhver protest, der "bryder loven". De vil bruge hård magt, hvis politistationer eller regeringsbygninger angribes, hedder det.

Soldater har lukket hovedveje og pladser i byen fredag i forventning om større demonstrationer.

Sikkerhedsstyrker har tilbageholdt flere end 2000 mennesker, mange fra Det Muslimske Broderskab, siden to protestlejre blev opløst 14. juli i Kairo.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV