Egyptisk politi bruger tåregas mod demonstranter

Skrevet af admin

25/10/2013

Mest læste i dag

Uroen ulmer i Egyptens næststørste by Alexandria og i Suez, begge steder har politiet taget tåregas i anvendelse for at sprede demonstranter.

Demonstrationerne er til fordel for den afsatte præsident Mohamed Mursi og Det Muslimske Broderskab.

Mursis tilhængere har jævnligt været på gaden i protest over, at ekspræsidenten blev fjernet af militæret 3. juli.

I Suez skød politiet tåregas efter 4000 Mursi-tilhængere, siger et lokalt vidne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I Alexandria, hvor der bor flere end fire millioner mennesker, var 1000 støtter af Det Muslimske Broderskab og ekspræsidenten gået på gaden.

Demonstranterne blokerede Cornichen, der løber langs havnen og stranden, mens de sang slagsange imod politiet og hæren.

Beboere og chauffører kastede sten efter demonstranterne i et forsøg på at få dem til at slippe trafik igennem den vigtige hovedfærdselsåre.

I et andet kvarter Wardeyan måtte politiet benytte tåregas for at splitte beboere og Mursi-tilhængere, som var kommet op at toppes.

I Tanta i Nildeltaet har politiet anholdt ni medlemmer af Det Muslimske Broderskab, efter at de havde ødelagt privat ejendom.

Den egyptiske overgangsregering har lovet, at landet vil vende tilbage til demokratisk styre næste år under en ny forfatning.

/ritzau/Reuters