Egyptisk uro giver mangel på julerejser

Så er det ved at være sidste udkald, hvis julen skal tilbringes i varmen på stranden under sydens palmer. Spies, der er Danmarks største udbyder af ferierejser, har blot 440 pladser tilbage, hvis man ønsker at være væk i selve juledagene.

Rejsetip: Pak rygsækken rigtigt – og få en bedre rejse

Thailand og Caribien er udsolgt, mens der fortsat er 207 rejser til Gran Canaria (172 fra København, 35 fra Billund og ingen fra Aalborg), 225 til Tenerife (66 fra København, 139 fra Billund og 20 fra Aalborg) og otte til Fuerteventura.

- Efter at urolige Egypten på det nærmeste er lukket land for rejser fra hele Europa, er De Kanariske Øer stort set blevet støvsuget for hotelværelser. Ikke alene er det nærmest umuligt for danskere, der rejser på egen hånd til Gran Canaria og Tenerife, at finde logi, men også de store rejsearrangører kan risikere at måtte sende flystole tomme til de populære øer, som hvert år besøges af ca. 250.000 danskere. Et godt råd: sørg for at have værelset i orden inden flybilletten bestilles, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Læs også: Danskerne vil være online – også på deres ferie

Spies har spurgt 2.303 danskere, hvor de helst vil tilbringe julen. Cirka 54 procent sagde i Danmark, mens 41 procent helst vil ”en tur ned i varmen”.

Men selv om kun 12 procent siger, at de ønsker sig væk fra ”juleræset”, lader de fleste af de resterende 88 procent ellers ”juleglade” gæster juletraditionerne blive hjemme. Kun fem procent medbringer julemad, 14 procent julepynt og 27 procent julegaver (dog 40 procent til børnene). Og blot to procent medbringer et julemandskostume.

- Ca. 30 procent ønsker at slippe fuldstændigt for julen, mens 46 procent ikke vil udelukke, at de vil deltage i et julearrangement på hotellet eller en lokal restaurant. Hele 83 procent kunne ønske sig en rejse i julegave, men her opstår et logistisk problem: kun 65 procent er klar til at forære en rejse i julegave, slutter Torben Andersen.

Dagens Gossip