Egyptiske soldater trænger ind i moské

Regeringens soldater er trængt i Al-Fath-moskéen i Cairo, hvor en stor gruppe demonstranter har opholdt sig over natten. Det viser LIVE-billeder fra den egyptiske TV-station Egyptian ONTV ifølge nyhedsbureauet AFP.

Demonstranterne har ikke villet forlade moskéen af frygt for at blive anholdt, og AFP skriver, at sikkerhedsstyrkerne og demonstranterne er i gang med at forhandle.

Morsi-tilhængerne skulle også kræve beskyttelse fra de civile, der har samlet sig ved moskéen.

Sent fredag aften omringede sikkerhedsstyrkerne moskén i nærheden af Ramses-pladsen i Cairo, hvor et stort antal Morsi-tilhængere blev fanget. Moskeen var ifølge CNN indrettet som midlertidigt lighus for dræbte demonstranter. Belejringen af og kampene ved Al-Fath-moskéen har sat et dystert punktum for fredagens sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og tilhængere af den tidligere præsident Mohamed Morsi, som blev afsat af militæret den 3. juli efter massive folkelige protester mod ham.

Ifølge det statslige nyhedsbureau MENA blev politi og sikkerhedsstyrker beskudt inde fra moskéen, som politiet angiveligt forsøgte at storme. Morsis Friheds- og Retfærdighedsparti oplyser, at »tusinder af mennesker« natten til fredag var fanget i moskéen. Partiet appellerer til forebyggelse af en episode som den i onsdags, hvor op mod 200 mennesker ifølge Reuters blev dræbt i en moske.

Det er ikke muligt at få be- eller afkræftet antallet af personer i moskéen. Omkring klokken 02 ophørte skududvekslingerne ifølge en demonstrant, der opholdt sig i moskeen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Dagens Gossip