Ejendomsmægler fra Skjern købte Holger Danske

»Det er superfint at have vundet auktionen, men jeg er ked af, at de ikke fik ham i Helsingør, for jeg har det lidt som om, at jeg har stjålet ham fra dem,« siger ejendomsmægler Jørgen Axelsen fra Skjern til jp.dk.

Jørgen Axelsen er også formand for Skjern Handelsforening, og han håber nu på, at skulpturen kan trække flere mennesker til byen.

»Vi får mulighed for markedsføring helt udover det sædvanlige,« siger ejendomsmægleren.

Hvor Holger Danske skal bo er endnu uvist.

»Jeg har et par gode bud på det, men nu må vi se, hvad det ender med, for vi skal jo også have lov til at placere den der, og lige nu står der nogle rigtig fine ting på de steder, hvor vi har snakket om, at den kan stå,« siger Jørgen Axelsen til jp.dk.

Jørgen Axelsen oplyser til avisen, at han er en af otte-ti erhvervsfolk, der er gået sammen om at erhverve Holger Danske-skulpturen.

Planen er at sælge skulpturen som en slags folkeaktie, som private og erhvervsvirksomheder kan købe.

Den 188 centimeter høje og 2.000 kilo tunge skulptur har hidtil haft til huse hos Hotel Marienlyst i Helsingør.

Ifølge hotelchef Ulrik Finnemann er årsagen til salget, at hotellet ønsker, at flere skal have glæde af Holger Danske, som har stået foran hotellet i 100 år.

»Gennem årene har vi fået mange henvendelser fra interesserede købere, og nu håber vi, at statuen får en placering et mere centralt sted med en bedre beliggenhed,« sagde han tidligere til bt.dk.

Dagens Gossip