Ejendomsmægler retter ind efter kritik

Skrevet af admin

11/10/2013

Dagens topnyheder

Bare fordi man har købt eller solgt et hus gennem ejendomsmæglerkæden EDC, er det ikke ensbetydende med, at den fremover må sende e-mails med reklamer til dig.

Men det har EDC gjort, og derfor har forbrugerombudsmanden bedt EDC om straks at ændre praksis. Ejendomsmæglerkæden har meddelt, at den er indstillet på at ændre fremgangsmåden.

- Det er helt afgørende, at elektronisk reklame fra virksomheder skal være et aktivt tilvalg for forbrugerne, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelelse.

- Virksomheder skal tydeligt informere forbrugerne om, hvornår de accepterer sådanne reklamer fra virksomheden - ligesom det skal være tydeligt, hvilke øvrige virksomheder der med accepten har lov til at sende reklamer til den pågældende forbruger, siger han.

Det er folk, der via en underskrift på en købsaftale sandsynligvis har givet tilladelse til, at EDC-koncernen og dens samarbejdspartnere må sende reklamer via e-mails, telefon eller brev efterfølgende.

Og hvis man har bestilt en gratis salgsopstilling på et hus via EDC’s hjemmeside, har man muligvis modtaget en e-mail eller et telefonopkald med et tilbud om at få vist den konkrete bolig.

Men ifølge markedsføringsloven må erhvervsdrivende ikke uden gyldigt samtykke fra modtageren sende elektronisk markedsføring.

Og før et samtykke er gyldigt, skal det være både informeret og konkretiseret. Forbrugeren skal vide, at der gives samtykke over for hvem og til hvad.

For Forbrugerombudsmanden mener, at hverken en underskrift på en købsaftale eller bestilling af en gratis salgsopstilling som udgangspunkt kan betragtes som et gyldigt samtykke fra forbrugeren.

/ritzau/