Ejendomsmæglerne har haft et travlt år indtil videre

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

Efter en række magre år ser ejendomsmæglerne ud til at få et flot 2015, målt på antallet af gennemførte handler.

Det viser tal fra Boligsidens Markedsindeks, der tager udgangspunkt i ejendomsmæglernes egne indberetninger.

Tallene viser, at der i år indtil 1. oktober er blevet solgt 32.541 villaer og huse, hvilket er 6475 flere end sidste år på samme tid. Det svarer til en stigning på 25 procent.

- Boligmarkedet har i år været gennemsyret af en generel optimisme. Renten har været lav, og selvom boligpriserne er steget, har det ikke haft betydning for købelysten, siger Birigt Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.

Størst har stigningen i handelsaktiviteten været i Gribskov Kommune, hvor der er solgt 63 procent flere villaer og huse.

Også i Syddjurs Kommune og Greve Kommune er salget eksploderet med en stigning på 60 procent, mens de øvrige kommuner med en stigning på mere end 50 procent er Glostrup (57 procent) og Odsherred (55 procent).

Kun i fem af landets kommuner har der været decideret nedgang i antallet af hushandler.

Det gælder blandt andet Fanø, Samsø og Frederiksberg, hvor der imidlertid traditionelt bliver handlet få huse og det statistiske grundlag derfor er begrænset.

Men også i Ikast-Brande (minus 2 procent) og på Lolland (minus 12 procent) er handelsniveauet dalet.

For ejerlejlighedernes vedkommende svarer stigningen i antallet af handler til 32 procent på landsplan.

/ritzau/