Ejendomsvurdering: Borgerlige vil fastfryse grundskyld

I et forsøg på at rette op på det udskældte system for ejendomsvurderinger foreslår flere borgerlige partier at fastfryse grundskylden, som er den skat, man betaler af værdien af sin grund, skriver Politiken.

Argumentet fra den blå blok er, at det vil give boligejerne en sikkerhed for, hvad de skal betale i boligskatter, indtil et nyt vurderingssystem er på plads i 2017.

De Konservative er tilhængere af en generel fastfrysning.

- Vi skal skabe sikkerhed for, at politibetjenten og sygeplejersken skal kunne bo alle steder i landet. Det er man ved at miste, fordi grundskylden stiger, siger De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, til Politiken.

Venstre ser en fastfrysning som et muligt element, indtil et nyt system er på plads, mens Liberal Alliance taler om et loft over grundskylden.

Men en fastfrysning af grundskylden kan være med til at skævvride Danmark, mener den nye skatteminister Benny Engelbrecht (S).

I et nyt notat fra Skatteministeriet står det klart, at de rigeste boligejere på eksempelvis Frederiksberg, i Lyngby og Gentofte vil få en større skattelettelse som følge af det borgerlige forslag. Derimod vil danskere, hvis grund er mindre værd som i for eksempel Haderslev, Sønderborg og Lemvig, ikke få store fordele.

- De store skattelettelser, som det her vil give til de rige villaejere, er ikke det, vores samfund har brug for. Men hvis jeg havde et provenu at give skattelettelser for, så ville jeg give dem i bunden. Det her går jo den stik modsatte vej. Det er ærligt talt noget københavneri, siger Benny Engelbrecht til Politiken.

Han vurderer, at forslaget vil koste et tocifret milliardbeløb frem til 2020.

/ritzau/

Dagens Gossip