Ejere fik et chok: Skat øgede ved en fejl grundværdien med 500 procent

Ejerne af en halv snes ganske små strandhuse i Helsingør fik lidt af et chok, da de i januar fik regningen for ejendomsskatten i 2015.

Skat havde forhøjet værdien af de små grunde på cirka 60 kvadratmeter med 500 procent og femdoblet regningen for grundskyld.

Det skriver dagbladet Politiken tirsdag.

For den 75-årige tidligere maskinarbejder og maskiningeniør Mogens Erlev Nielsen betød det, at den årlige regning steg fra 3690 kroner til 18.166 kroner.

- Jeg syntes, det var fuldstændig urimeligt, siger Mogens Nielsen.

Han mente, at der måtte være tale om en fejl. Folketinget havde jo afskaffet den ordinære vurdering i 2013 og vedtaget, at grundskylden højest må stige med syv procent om året.

Men Mogens Nielsen og hans naboer fik ikke noget ud af beklage sig til Skat og kommunen.

Det var først, da Politiken bad Skat om en forklaring, at Skat erkendte.

- Det er en fejl, at de pågældende ejendomme er blevet vurderet i 2013, hvilket har bevirket stærkt stigende grundskyld for 2015 i forhold til 2014, skriver Skat i et skriftligt svar.

Vurderingerne vil, lover Skat, blive "ændret inden for et par måneder", og Skat vil orientere ejerne om, at "grundskylden for deres ejendomme forventes at stige med maksimalt den fastsatte regulering fra 2014 til 2015 på 6,4 procent".

Tidligere har Skat erkendt en række andre fejl i vurderinger af grundskyld.

Liselotte Madsen, der er lektor i skatteret på Aarhus Universitet, mener, at der er tegn på et "systemsammenbrud" hos Skat.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) skriver i en mail til Politiken, at han er "tilfreds med, at Skat har erkendt fejlen, og at der nu bliver rettet op".

/ritzau/

Dagens Gossip