Ejerlejligheder har aldrig været dyrere end nu

Skrevet af admin

30/09/2015

Mest læste i dag

Boligmarkedet nåede en lille milepæl i juli måned, hvor kvadratmeterpriserne på lejligheder steg med én procent i forhold til juni ifølge Danmarks Statistik.

Dermed er ejerlejlighederne dyrere end nogensinde før og har lige præcis overgået niveauet fra juli 2006, hvor priserne var højest.

Rekorden skal dog tages med det forbehold, at priserne på varer og tjenesteydelser er steget en del siden da, og derfor er der målt i inflationsjusterede tal stadig et stykke vej til toppen.

Det har Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann regnet lidt på.

- Tager vi højde for den inflation, der har været siden boligpriserne toppede, koster et hus, der kunne sælges for 1 million kroner på toppen, i dag kun 795.000 kr. i reale priser, mens en lejlighed koster 856.000 kroner, skriver hun i en kommentar.

Alligevel er der ifølge Peter Bojsen Jakobsen, der er makroøkonom i Sydbank, grund til at være bekymret for prisudviklingen.

Ejerlejlighederne er det seneste år steget 10,3 procent i værdi, mens der for husenes vedkommende er tale om en stigning på 6,5 procent.

Og det i en periode, hvor danskernes indkomster langt fra er steget med samme takt.

- Kombinationen af et økonomisk opsving og historisk lave renter er en sand boblecocktail, som kan gøre boligkøberne fartblinde.

- Særligt fordi man fra politisk side ikke har lært af fortidens fejltagelser og fortsat giver en skattemæssig gevinst til dem, som oplever de største prisstigninger på deres bolig, skriver han i en analyse.

/ritzau/