Ejerlejligheder stiger mere end normalt

Skrevet af admin

09/04/2015

Mest læste i dag

Boligmarkedet fortsætter frem i et højere tempo end normalt. I marts steg salgsprisen på en ejerlejlighed med 2,2 procent, viser tal fra Boligsidens Markedsindeks. Og det er langt mere end de stigninger, man plejer at se i marts, oplyser Boligsiden.

- Alene i Region Hovedstaden er salgsprisen på en ejerlejlighed steget fra 24.572 kroner pr. kvadratmeter i marts 2014 til 27.149 kroner pr. kvadratmeter i marts i år, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

- Har man en lejlighed på 80 kvadratmeter, er den i gennemsnit steget 200.000 kroner i værdi på bare et enkelt år, siger hun i en kommentar til stigningen.

Fra februar til marts i 2014 var stigningen blot på 0,5 procent, og ifølge Birgit Daetz holdt priserne sig også mere i ro i marts 2013 og 2012.

Mens salgsprisen stiger, er udbuddet af ejerlejligheder faldet med 1,3 procent i marts, ligesom prisnedslaget blev mindre. På landsplan faldt nedslaget med 16,4 procent fra februar til marts, mens det i Region Hovedstaden faldt med hele 20,9 procent.

Nedslaget i hovedstaden ligger nu på under 400 kroner pr. kvadratmeter, hvilket er det laveste, Boligsiden.dk har målt siden januar 2010.

Også prisen på en villa steg i marts. I snit steg salgsprisen med 1,5 procent på landsplan. Det er ganske usædvanligt for årets første forårsmåned, hvor stigningen de seneste to år har ligget på under en procent, og hvor priserne endda faldt i marts 2012, viser tallene.

- Selvom villapriserne i øjeblikket stiger markant, er kvadratmeterpriserne stadig lavere end i 2010. Men vi nærmer os med hastige skridt samme niveau, og der er en reel sandsynlighed for, at kvadratmeterprisen i år kommer op over 12.000 kroner og dermed slår rekord, siger Birgit Daetz.

- Vi kan allerede nu se, at antallet af ejerbolighandler i marts kommer til at overgå forrige år med adskillige længder, og den øgede lyst til at handle bolig påvirker naturligvis hele markedet - især priser og nedslag, siger Birgit Daetz.

/ritzau/