Eks-borgmester dropper Socialdemokratiet

Skrevet af Holger Madsen

08/10/2012

Dagens topnyheder

Kaj Petersen har ellers været medlem af Socialdemokraterne i 43 år, men nu er det slut.

Han har nemlig meldt sig ud af partiet, og fortsætter nu i stedet som løsgænger.

Det sker efter at Kaj Petersen i weekenden fik en skriftlig henvendelse fra forretningsudvalget for Socialdemokraterne i Guldborgsundkredsen.

- I den opfattede jeg det, som om man stillede spørgsmål ved min ærlighed og mine hensigter. Det ville jeg simpelthen ikke stå model til efter 43 år i partiet, så derfor valgte jeg at melde mig ud, siger Kaj Petersen til Folketidende.

Årsagen er en lokal strid, som den tidligere borgmester opfatter som mudderarbejde.

Kaj Petersen er blot opstillet som nummer 18 på Socialdemokraternes liste til kommunalvalget i 2013, og det har han luftet sin utilfredshed over.

- Nogen har gjort et stykke arbejde for at holde mig ude. Jeg har længe hørt “på vandrørene”, at der blev lavet noget mudderarbejde fra Nykøbing-folkenes side for at få folk til at undlade at stemme på mig ved urafstemningen, sagde Kaj Petersen i sidste uge i forbindelsen med offentliggørelse af listen.

Han har endnu ikke besluttet om han vil stille op for et andet parti ved valget næste år - men det bliver i hvert fald ikke for Socialdemokraterne.