To eks-chefer i PET undgår en straffesag

To tidligere chefer i Politiets Efterretningstjeneste skal ikke tiltales i en straffesag.

Statsadvokaten i København fastslår, at der ikke er grundlag for at anklage de to for embedsmisbrug.

Mistanken var opstået, fordi stabschefen var kommet med på en intern mailingliste for tillidsfolk i PET.

- Det var en fejl, siger vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich om sagen.

- Vi har besluttet at indstille efterforskningen i sagen i overensstemmelse med indstillingen fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, siger hun til Ritzau.

Det var en misforståelse, at stabschefen kom med på tillidsfolkenes mailingliste, forklarer hun.

Kun i et enkelt tilfælde fik stabschefen en mail - og det var med et indhold, som i forvejen var ude blandt alle medarbejdere.

De to mistænkte var stabschef Jacob Bentzen og administrationschef Mette Lyster Knudsen. Under efterforskningen har de ikke været sigtet for at overtræde straffeloven.

Hos statsadvokaten understreger Gyrithe Ulrich dog, at afgørelsen om at indstille efterforskningen ikke er endelig. Der er nemlig mulighed for at påklage afgørelsen til Rigsadvokaten, oplyser hun.

Begge forlod sidste år deres poster i PET på grund af det elendige samarbejdsklima, hvor medarbejderne var udtrådt af samarbejdsudvalget.

Den ene kom til Københavns Politi, mens den anden har fået arbejde i Nordsjællands Politi.

I øvrigt har de interne problemer i PET også betydet, at den øverste chef, Jakob Scharf, har måttet gå af. Han fortsætter i en stilling hos Rigspolitichefen.

En rapport fra en konsulentfirma har omtalt et giftigt klima i PET.

Mange medarbejdere udtrykte frygt for at henvende sig til cheferne på 3. sal, hvoraf kun den juridiske chef, Lykke Sørensen, er tilbage.

Samarbejdet har været så dårligt, at opgaver ikke er blevet løst tilfredsstillende, og den anspændte situation har hæmmet "produktiviteten i opgavevaretagelsen," fremgår det af undersøgelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip