Eks-guvernør Bush drøftede sikkerhed i private mails

Skrevet af admin

15/03/2015

Dagens topnyheder

USA's tidligere udenrigsminister Hillary Clinton har været i vælten den seneste uge, efter at det kom frem, at hun under sin tid som udenrigsminister brugte sin private email-konto til arbejdsrelaterede mails.

Nu har en lignende sag ifølge avisen Washington Post ramt republikaneren Jeb Bush, som er tidligere guvernør i Florida og mulig kandidat til posten som USA's kommende præsident ved præsidentvalget i 2016.

I sin tid som Florida-guvernør brugte Jeb Bush sin private email-konto til at drøfte spørgsmål om militær og sikkerhed. Blandt andet har han skrevet om træning af soldater i Floridas nationalgarde og om beskyttelse af atomanlæg.

Det skriver Washington Post, der har undersøgt Jeb Bushs emails i åbne arkiver.

Jeb Bushs medarbejdere hævdede lørdag, at ingen af de mails, han sendte fra sin private mailkonto, indeholdt følsomme oplysninger. Men sikkerhedseksperter mener, at mailsystemer, som det Jeb Bush har brugt, er mere sårbare for hackerangreb.

Ifølge Washington Post har Jeb Bush gjort et par hundrede tusinde emails tilgængelige for offentligheden fra sin private konto jeb@jeb.org fra sin tid som guvernør. Ingen af de offentliggjorte mails er private.

En talskvinde fra Floridas regeringskontor oplyser til Washington Post, at der i den kommende uge vil komme en forklaring på, hvorfor nogle emails fra Jeb Bushs private mailkonto er blevet frigivet, og andre ikke er.

Demokraterne i USA har forsøgt at fjerne fokus fra Hillary Clintons brug af private mails i sit arbejde ved at gøre offentligheden opmærksom på, at Jeb Bush - der ligesom Hillary Clinton formentligt er kommende præsidentkandidat - også har sendt arbejdsmails fra sin private konto, skriver Washington Post.

Det forventes, at Jeb Bush vil kaste sig ind i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat ved næste valg. Han er den forrige præsident George W. Bushs lillebror, og Jeb Bush var guvernør i Florida fra 1999 til 2007.

/ritzau/