Eks-manager siger undskyld: Jeg er ikke racist

Den tidligere manager for den walisiske klub Cardiff, Malky Mackay, siger undskyld for de uheldige sms'er, der i denne uge har sat ham i et dårligt lys.

Engelske medier har tidligere på ugen offentliggjort flere af beskederne mellem Mackay og hans daværende sportsdirektør Iain Moody, mens de stod i spidsen for den daværende Premier League-klub, og de beskrives som både racistiske, homofobiske og sexistiske.

- Jeg har været i et multikulturelt fodboldmiljø i 20 år. Jeg elsker britisk fodbold, og jeg er ikke racist. Jeg er ikke sexist. Jeg er ikke homofob, og jeg er ikke antisemit, siger Malky Mackay ifølge nyhedsbureauet Reuters i et tv-interview.

- Jeg undskylder dybt. Det var noget, jeg gjort, og der er ingen undskyldninger for det. Det var i en periode, hvor jeg var under massivt pres og stress, fordi forholdet til klubben ikke var for godt på det tidspunkt, forklarer Malky Mackay.

Malky Mackay har været uden job siden afskeden med Cardiff sidste vinter, men skulle have overtaget det ledige managersæde i Crystal Palace i denne uge.

Det blev ikke til noget, fordi historien om sms-beskederne kom frem. Den kom torsdag også til at koste Iain Moody jobbet som rekrutteringschef i samme klub.

/ritzau/

Dagens Gossip