Eks-model: Så lidt spiste jeg

Mange kvinder ville gerne være fri for topmave og ridelår og i stedet have kroppe som supermodeller. Måske er det netop derfor, alverdens slankekure og træningsformer bliver afprøvet.

Men det er ikke helt let at blive slank som en model. Den tidligere topmodel Carré Otis, der før har været åben omkring det hårde pres i modebranchen, forklarer i en artikel i den australske avis Herald Sun om, hvordan hun løj om sine spise- og motionsvaner, da hendes modelkarriere var på det højeste.

- Når jeg blev spurgt til min kost og træning, fortalte jeg om sunde rutiner, som man læser om i dameblade. ’Jazzercise tre gange om ugen og let styrketræning’, sagde jeg. Men sandheden var, at jeg trænede mindst to timer om dagen, syv dage om ugen. På dage, hvor jeg ikke arbejdede, trænede jeg to gange om dagen, forklarer Carré Otis om sine ekstreme træningsvaner, ifølge Huffington Post.

Læs på Elle.dk om verdens 10 bedst betalte modeller lige nu.

Levede af kaffe og cigaretter

Men det var ikke kun træningen, hun løj om.

- Jeg sagde, jeg spiste havregrød om morgenen, kylling og grøntsager til frokost og fisk og salat til aftensmad sammen med en sund snack som f.eks. en yoghurt. Men i virkeligheden bestod min kost af fire-seks kopper kaffe om dagen, og jeg undgik endda mælk i kaffen, fordi jeg var bange for de ekstra kalorier. Og for at holde sulten væk, røg jeg et par pakker cigaretter om dagen. Cigaretter og kaffe gav mig et energiboost, forklarer Carré Otis.

Hun ved dog udmærket godt, hvorfor hun fik energi fra de to usunde kilder.

- Alle energiboosts var velkomne, for min krop var jo helt udsultet fra for lidt søvn, overtrænede muskler, sult og den konstante strøm af kritik, der gik igennem mit eget hoved, forklarer den tidligere model

Læs om Cara Delevingne, der slås med en belastende sygdom, på Elle.dk.

Gule tænder og gule negle

Carré Otis kunne da også sagtens se på sin krop, at hun ikke levede den sundeste livsstil.

- Mine tænder blev gule fra al kaffen og cigaretterne, og emaljen blev slidt af galden (fra mavesyren fra udsultningen og opkastningen). Men takket være de blegende egenskaber fra billedprogrammer, kunne alle billeder vise et skinnende smil. Uden manicurer og pedicurer ville man også have set, at mine negle var sprukne og gule, erkender hun.

Carré Otis er ikke den første model, der fortæller om modeverdenens dårlige sider. Flere modeller har bl.a. fortalt om, hvordan de spiste vatrondeller for at stimulere sulten.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip