Eks-officer føler sig snydt af forsvaret

Den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard har i otte år troet, at Forsvarskommandoen tog hånd om de videooptagelser, der afslører mishandling af irakiske civile under en ransagningsaktion i Irak i 2004.

Han viste optagelserne til sin daværende chef, oberstløjtnant John Dalby. Men det var naivt, erkender han torsdag aften i Debatten på DR2.

- Og den naivitet ville jeg egentlig gerne have beholdt. Og det wake-up-call, jeg fik i forbindelse med retssagen, ville jeg gerne have været foruden, siger han.

Videooptagelserne blev torsdag offentliggjort, da de indgår i en civilt anlagt sag, som advokat Christian Harlang fører mod det danske forsvar på vegne af 11 irakere, der blev taget til fange under Operation Green Desert i 2004.

Anders Kærgaard har fortsat fuld tillid til, at de soldater, der lige nu er udsendt, gør et godt stykke arbejde.

- Men jeg har et skidt billede af den administration, der skal hjælpe de her irakere igennem retssagen, siger han i Debatten på DR2.

- Nogle har en interesse i, at de her sager ikke kommer frem. Nogle af de centrale personer er senere havnet i Forsvarskommandoen, og det kan være svært for dem at levere de her sager videre.

Direkte adspurgt om personer i administrationen har haft en interesse i at dække over sig selv, svarer Anders Kærgaard:

- Det er min overbevisning.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, der også er gæst i Debatten, har til gengæld ikke meget til overs for kritikken af det danske forsvar.

Formålet med at offentliggøre videoen er at sværte det danske forsvar og de udsendte soldater til, mener han.

- Det er ikke tilfældigt, at det er Christian Harlang, der bringer det frem. Han er advokat for de her folk, og det synes jeg er et led i hele hans politiske liv - at finde et eller andet hvorpå man kan sværte danske soldater til, siger Espersen.

 

Dagens Gossip