Eksforbundskansler Helmut Schmidt er død i en alder af 96

Skrevet af admin

10/11/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt er død i en alder af 96 år, bekræfter hans læge over for det tyske nyhedsbureau dpa.

Helmut Schmidt var forbundskansler i Vesttyskland fra 1974 frem til 1982 og forlod posten, da Den Kolde Krig var på sit højeste.

Den midtersøgende politiker fra socialdemokratiet SPD opnåede stor popularitet i sit embede, da Tyskland gik til at være en global økonomisk magtspiller.

Schmidt styrede landet under en blodig bølge af terror fra Rote Armee Fraktion og prædikede fri markedsøkonomi overfor sit parti.

Han stod for en pragmatisk politik i et Europa, der var sønderrevet af jerntæppet, som sænkede sig over Europa efter verdenskrigen.

Helmut Heinrich Waldemar Schmidt blev født i Hamburg samme år, Første Verdenskrig sluttede og aftjente sin værnepligt under Anden Verdenskrig, hvor han tjente ved luftforsvaret i Bremen.

Han blev dog taget til fange af det britiske militær i 1945, sad som krigsfange indtil august og modtog den tyske orden Eisernes Kreuz, jernkorset, for sin indsats under krigen.

Året efter meldte han sig ind i SPD, og fra 1947-48 var han formand for den tyske, socialdemokratiske studenterorganisation SDS.

/ritzau/