Ekskæreste frihedsberøvet i en time i Kolding

En 23-årig kvinde blev i aftes frihedsberøvet af sin ekskæreste - en 33-årig mand, begge fra Kolding.

Ved 21.20-tiden samlede manden kvinden op i sin bil i Kolding. Men det skulle senere vise sig, at blive til en noget uventet køretur for kvinden.

- Undervejs fratog han kvinden hendes mobiltelefon samt nøgler til lejligheden. Han truede med at slå hende ihjel samt at skyde hende med en pistol, fortæller Kaj Hundrup fra lokalpolitiet i Kolding, til dagens.dk.

Kvindens ufrivillige køretur varede en times tid, der blandt andet gik over Vejlevej, Cedervej og Harte. Da manden holdt ind hos Shell på Vejlevej i Kolding så kvinden sit snit til at stikke af. Hun fik listet dørlåsen op og flygtede. Herefter ringede hun til sin far, som alarmerede politiet.

Manden var væk fra Shell-tanken, da ordensmagten nåede frem. Men så besøgte politiet den 33-årige mand på hans bopæl. Lejligheden blev ransaget, men der blev ikke fundet en pistol.

Han fremstilles derfor ikke i grundlovsforhør. Han er dog sigtet for frihedsberøvelse og trusler på livet.

Dagens Gossip

Dagens TV