Ekskæreste risikerer udvisning: Skyldig i drab på Kamilla

Skrevet af admin

01/07/2015

Mest læste i dag

Den 21-årige Kamilla Hantusch blev dræbt af sin ekskæreste har et nævningeting i Retten i Sønderborg afgjort onsdag.

Den 25-årige, afghanske ekskæreste havde erkendt vold med døden til følge, men retten fandt det bevist, at han kværkede sin ekskæreste ihjel 19. juli sidste år.

Det skriver Ekstra Bladet.

Der var ikke megen tvivl om, hvorvidt ekskæresten stod bag, da han erkendte volden, men retten fandt altså, at han dræbte Kamilla Hantusch.

Der falder dom i sagen torsdag.

Ekskæresten fik en datter med Kamilla Hantusch. Han er ikke dansk statsborger, men har boet her, siden han kom til Danmark fra Afghanistan som niårig.

Anklageren understregede i sin procedure, at ekskæresten ifølge et vidne havde udtalt, at ekskæresten nok skulle sørge for, at Kamilla ikke fik en anden mand, og at datteren ikke fik en anden far.

Under sagen er det også kommet frem, at ekskæresten angiveligt havde planer om at bortføre parrets fælles datter til Afghanistan.

Den 21-årige Kamilla Hantusch forsvandt 19. juli på vej til sit hjem i Padborg og blev eftersøgt siden.

Ekskæresten erkender vold med døden til følge og usømmelig omgang med lig, da han kørte liget fra Padborg til en rasteplads ved Kliplev.

Her blev det fundet ti dage senere i fremskreden forrådnelse.

Anklagemyndigheden vil have ekskæresten udvist for bestandigt. Han afviser selv, at der er tale om drab og modsætter sig desuden udvisningen.

/ritzau/