Eksmand fængslet for gidseltagning i Vestervig

Skrevet af admin

26/01/2014

Dagens topnyheder

En 48-årig kvinde og hendes 66-årige mand blev lørdag aften holdt som gidsler i op mod fire timer i et hus i Vestervig nær Thisted, mens trusler og vold væltede ned over parret.

Kvindens 53-årige eksmand er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Herning, hvor den sigtede nægtede at udtale sig, men ikke har kæret fængslingen.

Midt- og Vestjyllands Politi har sigtet den 53-årige for frihedsberøvelse, trusler og vold, da han angiveligt har nikket den 66-årige mand en skalle og slået ham med en jernstang.

- Han har slået manden og nikket ham en skalle, men der er ikke påført alvorlig skade. Det er ikke første gang, at han har truet ekskonen, sagde vagtchef Henrik Nielsen tidligere til Ritzau.

Eksmanden indfandt sig ifølge politiet på parrets adresse i Vestervig lørdag aften. Først klokken 00.29 natten til søndag lykkedes det at slå alarm til politiet.

- Den 53-årige er vist blevet mere og mere beruset i løbet af de fire-fem timer, som frihedsberøvelsen ifølge dem selv varede, og så ser de et snit til at ringe til os, mens han er på toilettet, fortalte vagtchefen.

Den 53-årige er også sigtet for krænkelse af husfreden og overtrædelse af våbenloven, da han angiveligt truede med en brødkniv og en hobbykniv.

/ritzau/