Ekspedition Syd i Vamdrup

TV Syd sender fire aftener i næste uge fra Vamdrup. Det er programmet Ekspedition Syd, der har besøgt byen. Indslagene fra Vamdrup sendes fra mandag til torsdag med start umiddelbart efter nyhederne klokken 19.30, skriver Vamdrup Netavis.

Mandag handler programmet om Svend Erik Brodersen, som nu på 8. år laver Netavisen i Vamdrup. Men da tv-stationen nu er i den en gang så vigtige stationsby - og han interesserer sig så meget for tog, ja så tager TV Syd også en tur med toget - Svend Erik Brodersens helt eget tog.

Tirsdag handler programmet om eleverne på Rådhusskolen i Vamdrup. I hvert fald dem, der rider om torsdagen på Vamdrup Rideskole. Her lærer eleverne en masse, som de ikke altid lærer i klasseværelset på specialskolen. Under alle omstændigheder har børnene det godt. Så godt at et par af dem nærmest er flyvende.

Så besøger TV Syd værtshuset Pusterummet. Her møder vi Kalle Timmermann, der netop har haft 40 års jubilæum. Imponerende. Kunderne er glade for ham og har givet ham en flot jubilæumsgave.

Flymekaniker i firmaet Air Service i Koldingegnens Lufthavn, Steffen Ostersen, kontrollerer, tester og reparerer fly, så de kan komme på vingerne. Det har han gjort i 20 år. Men da han skulle se tre års arbejde lette fra jorden, skete det med en meget høj puls. Se hvad der skete torsdag.

Programmerne er lavet af fotograf Esben Kock Jensen og journalist Finn Grahndin, der efterhånden har været rundt i ret så mange byer i TV Syd’s sendeområde for at lave Ekspedition Syd.

- Det er altid fantastisk hyggeligt at møde folk og få et indblik i deres hverdag, arbejde eller interesse. Jeg har været journalist i 25 år, men det er stadig det jeg nyder allermest. Mødet med et andet menneske, der fortæller om sig selv. Og jeg kan stadig undre mig og glæde mig over, hvad folk dog finder på, siger han.

Dagens Gossip