Ekspert: Angreb på FN-pigeskole ændrer intet for Israel

Det er tragisk, at et israelsk angreb mod en FN-drevet pigeskole i den nordlige del af Gazastriben kostede mindst 19 personer livet onsdag, men det ændrer intet i konflikten set med Israels briller.

Sådan lyder det fra cand.mag. i Mellemøststudier David Jano, efter at skolen med omkring 3000 palæstinensiske flygtninge blev ramt.

- Presset stiger hele tiden, men det får ikke en effekt her og nu. Det, der betyder noget, er, om Israel er færdige med at presse Hamas tilbage.

- Israel kæmper mod Hamas, og landet føler selv, at de kæmper mod verdens opinion. Men spørgsmålet er, hvad der har størst indflydelse, for lige nu er Israel mest interesseret i at bekæmpe Hamas, siger han.

Skolen bliver brugt som tilflugtssted for en del af de cirka 200.000 personer, der lige nu er internt fordrevet i Gazastriben på grund af konflikten.

Skolen ligger i Jabalia-flygtningelejren, som er den største flygtningelejr i Gaza med omkring 120.000 personer. Området har været under israelsk beskydning det seneste døgn.

Det eneste Israel har for øje er, hvordan Hamas bliver bekæmpet mest effektivt, lyder det fra David Jano.

- Israelerne tænker kortsigtet over, hvad de skal gøre for at stoppe Hamas, og så er de ligeglade med resten af verden, hvor der jo ikke kommer et reelt pres fra.

- Det er svært at sige, om en enkelt episode kan blive afgørende, men det er klart at jo flere episoder, der akkumulerer, jo større bliver presset. For folk har jo også svært ved at forstå, hvorfor Israel rammer civile mål, siger han uden dog at kunne give et endeligt svar.

Desuden mener han, at antallet af hemmelige tunneler mellem Gazastriben og Israel har overrasket.

Hamas og andre militante grupper bruger tunnelerne til at komme ubemærket til Israel, og Israel har et erklæret mål om at ødelægge dem. Men det kan tage længere tid end ventet, lyder det.

Tidligere onsdag passerede det samlede dødstal i Gazastriben 1300, efter at Israel 8. juli indledte sine angreb rettet mod den islamistiske Hamas-bevægelse, der regerer i Gaza.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV