Ekspert: Ansvar for gidsler skal belyses

Der er hårdt brug for, at domstolene tager stilling til, om rederiet Shipcraft ApS var retligt eller kun moralsk forpligtet til at få sine seks søfolk, heraf de to danske søfolk Søren Lyngbjørn og Eddy Lopéz, fri fra fangenskabet hos somaliske pirater.

Det siger Birgit Feldtmann, dr.jur. på Syddansk Universitet og ekspert i jura omkring pirateri.

- Det er første gang, vi ser en sådan situation, hvor søfolkene blev kidnappet fra skibet, og hvor piraterne ikke fik skibet med. Det betyder noget forsikringsmæssigt. Shipcraft havde ikke forsikret sin besætning mod kidnapning.

- Derfor er det vigtigt at få spørgsmålet om ansvaret afklaret. Det er påfaldende, at der skulle gå så lang tid, inden de ansatte søfolk kom hjem. Det siger mig, at noget har været galt, siger Birgit Feldtmann.

Efter kidnapningen den 12. januar 2011 valgte Shipcraft at indlede forhandlinger med piraterne og signalerede derfor, at rederiet var klar til at betale en løsesum for at få gidslerne fri.

- I denne situation vil det kun være naturligt, at arbejdsgiveren har et særligt ansvar for at få de folk tilbage. Det er normalt arbejdsgiverens ansvar at sikre, at de ansatte ikke kommer til skade.

- Det vil den kommende efterforskning og eventuelle retssag afklare, siger Birgit Feldtmann.

Da gidslerne havde siddet i to år, valgte rederiets hovedejer, den svenske multimillionær John Arne Larsson, at omdanne selskabet fra et aktie- til en anpartsselskab med sig selv som bestyrelsesformand.

Dermed gik rederiets direktør, Claus Bech, og modedirektør Sysser Zerlang Philipson ud af bestyrelsen. Claus Bech fortsatte som direktør. De er alle tre anmeldt personligt til politiet for overtrædelse af straffeloven.

At Claus Bech og Sysser Zerlang Philipson trådte ud af bestyrelsen, betyder ikke noget for en eventuel straffesag ved en domstol, vurderer Birgit Feldtmann.

- Det får ingen indflydelse. De har været ansvarlige for, hvad der er foregået i to år af gidselsagen, siger Birgit Feldtmann.

Den juridiske ekspert er en af meget få i Danmark på piratsager. Hun har været en slags konsulent på den politianmeldelse for overtrædelse af straffeloven, som Søfartens Ledere har indgivet.

Søfartens Ledere er faglig organisation for det ene frigivne gidsel, Søren Lyngbjørn.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV