Ekspert: Apple Watch kan blive kæmpestort

Det nye "Apple Watch", som teknologigiganten Apple lancerede på et pressemøde tirsdag, kan blive en helt fantastisk teknologisk dims.

Det mener teknologi-blogger Jon Lund, der roser Apple for deres seneste produkt i Apple-porteføljen.

- Apple Watch har potentiale til at blive et kæmpestort produkt. Der er en personliggørelse af teknologien i uret, som ikke er lige så naturlig for telefonen, og den platform kan blive kæmpestor, siger han.

Det nye intelligente ur kommer i forskellige størrelser og udgaver. Det kan blandt andet måle ens puls, og det er også udstyret med teknologien "Apple Pay", der gør det muligt at bruge uret ved betalinger.

Jon Lund vurderer, at Apple skal satse på den såkaldte NFC-teknologi (near field communications), som "Apple Pay" vil benytte, hvis selskabet skal kunne få fat i den bredere danske befolkning.

- Hvis du skal ud til hr. og fru. Danmark, skal den kunne mere end noget fitness-relateret.

- Apples stærkeste kort er, hvis man kan få deres betalingsteknologi til at virke, så man bare skal svinge sin hånd hen over kasseapparatet og så har man betalt. Det er den ting, der skal trække dem ud i massemarkedet, siger Jon Lund.

Den første version af "Apple Watch" kommer i handlen i starten af 2015, og teknologi-bloggeren vurderer, at der vil gå et stykke tid, før Apples intelligente ur for alvor bliver en attraktiv gadget.

- Uret er en første generation lidt buttet version. Den kommer først til at se rigtig fed ud om to år, når man har udviklet en teknologi, der gør uret tyndere, siger Jon Lund.

For at kunne bruge "Apple Watch" skal man eje en iPhone, oplyser Apple i forbindelse med lanceringen af deres nye produkter, der blev præsenteret på et pressemøde i hovedkvarteret i Cupertino i Californien.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV