Ekspert: Argentina er stadig ikke bankerot

Endnu kan man ikke sige, at Argentina er gået bankerot - også selvom handelsorganisationen ISDA har afgjort, at landet er gået konkurs.

Men situationen er "speget", siger seniorstrateg i Jyske Bank, Ib Fredslund Madsen.

- Det er ikke sådan, at der ikke er nogen penge i Argentina, men det er klart, at de er voldsomt pressede, siger han.

Selvom ratingbureauer og ISDA, International Swaps & Derivatives Association, fredag har afgjort, at Argentina er gået konkurs, nægter den argentinske regering, at landet er bankerot.

Argentina er blevet erklæret konkurs, fordi landets kreditorer ikke har fået betalt de renter, de har krav på.

Årsagen til krisen går tilbage til 2002, hvor Argentina gik statsbankerot. Størstedelen af landets investorer gik dengang med til at lægge gælden om. Men en lille gruppe, der består af nogle amerikanske hedgefonde, vil have fulde betaling.

Det nægter Argentina at gå med til, og landet har derfor kun fundet penge til at betale de investorer, som har omlagt gælden. En praksis, som den amerikanske højesteret har dømt ulovlig.

Derfor er pengene til kreditorerne strandet i en amerikansk bank, som frygter et sagsanlæg, hvis de fordeler dem videre, og det betyder, at investorerne ikke har fået deres penge inden deadline, som var torsdag morgen klokken seks.

- Argentina befinder sig i et ingenmandsland, siger Ib Fredslund Madsen.

- Dets regering kan åbenbart ikke forhandle mere med de her hedgefonde, og dets økonomi kommer til at reagere negativ med højere renter, inflation og arbejdsløshed, siger han.

En mulig løsning kunne, ifølge seniorstrategen, være, at en række investorer vil kunne se en god forretning i at købe hedgefondenes statsobligationer.

- Jeg ved, at der har været møder, og jeg tror også, man er nået et stykke af vejen, så jeg tror godt, at det kan blive en løsning, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip