Ekspert: Berlusconi er færdig inden oktober

ITALIEN: Italiens kontroversielle tidligere premierminister, Silvio Berlusconi med tilnavnet Il Cavaliere, er i gang med sit endelige afdansningsbal. Når oktober skifter til november, er han ikke længere medlem af Senatet i parlamentet, og har lige så meget immunitet mod landets love som en lommetyv på Roms hovedbanegård.

Fredag anbefalede en parlamentarisk komite, at Senatet beslutter, at Berlusconi skal smides ud på grund af sin dom for skattefusk. Senatet har 20 dage til at træffe beslutningen, og den ventes ifølge lektor og Italienekspert Bjørn Thomassen, Roskilde Universitet, at resultere i, at Berlusconi med øjeblikkeligt varsel må opgive sit sæde i Senatet, når medlemmerne har ratificeret beslutningen.

»Midt i oktober vil vi sikkert have en ratificering og dermed skal Berlusconi forlade parlamentet,« siger Bjørn Thomassen.

Med den 77-årige Berlusconis formentlige exit, vil endnu bevæget epoke i Italiens kronisk kaotiske politiske liv være slut. Tre gange premierminister, fra 1994 til 1995 og fra 2001 til 2006 samt fra 2008 til 2011, har gennem to årtier placeret Berlusconi i centrum af Europas politiske magtstruktur. Samtidig har entreprenøren og mediemogulen været centrum for en stribe retssager med alt fra skattesnyd, korruptionsanklager til betalt sex med en mindreårig. Mange sager er ikke afsluttet, men i august stadfæstede den italienske højesteret en skattedom på fire års fængsel, der dog på grund af amnesti blev forvandlet til et år, som Berlusconi skal afsone i husarrest.

Det er den dom og dens konsekvens, at han ikke må bestride offentlige hverv i en årrække, der nu ser ud til at koste ham sit parlamentariske liv.

De resterende sager kan tage så lang tid gennem det italienske retsmaskineri, at spørgsmålet om bortfald af hans immunitet dog ikke er det vigtigste her og nu, mener Bjørn Thomsen.

Det der står øverst er, hvilken rolle Berlusconi kan få i italiensk politik, når hans officielle parlamentariske rolle er udspillet:

»Man kan godt forestille sig, at Berlusconi ikke vil give op, og han kan holde fast i en politisk magt, hvis han forbliver leder af det største højrefløjsparti, Frihedspartiet, og dermed kunne styre politikken uden for parlamentet. Han har selv tilkendegivet, at han ikke vil forlade italiensk politik og vil forblive en central skikkelse på højrefløjen,« siger Bjørn Thomassen.

Teoretisk kan Berlusconi dog genopstille og vende tilbage til en officiel parlamentarisk rolle om nogle år:

»Men eftersom han er 77, vil en periode på fem-seks år udenfor betyde, at hans parlamentariske rolle formentlig er udspillet,« siger Bjørn Thomassen.

Tilbage står, om Berlusconis parlamentariske exit vil have en stabiliserende virkning på italiensk politik, og her vurderer Bjørn Thomassen, at det afhænger af, hvordan de ledende kræfter i Frihedspartiet reagerer:

»Hvis de bærende kræfter i partiet beslutter sig for at skille Berlusconis skæbne fra regeringens, så kan det få en stabiliserende effekt. Men hvis partiet indtager en mere radikal position og går til angreb på systemet og anklager regeringen for at have brugt retsvæsnet politisk, så bliver et samarbejde i den nuværende samlingsregering nærmest umulig. Det hele handler om, hvordan Berlusconis eget parti reagerer på det her,« fastslår Bjørn Thomassen.

Dagens Gossip