Ekspert: Brevindhold tyder ikke på lovbrud

Selv hvis indholdet af det opsigtvækkende, anonyme brev i skattesagen viser sig at være rigtigt, så er det næppe i sig selv et bevis på, at der er begået lovbrud i håndteringen af sagen.

Det vurderer lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.

- Jeg kan ikke umiddelbart se, at der skulle være noget, der kunne være ulovligt i det, siger han til Ritzau, efter Berlingske tirsdag har beskrevet brevets indhold.

Brevet sår ifølge avisen tvivl om oprindelsen af et omstridt notat, som har floreret under sagsbehandlingen, og som sandsynliggør, at Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, skulle være skattepligtig i Danmark.

En vurdering, som Skat København gik imod i sin afgørelse af sagen.

Under afhøringerne er det blevet forklaret, at notatet var fabrikeret af BT, men ifølge Berlingske fremgår det af brevet, at notatet stammer fra et advokatkontor i provinsen, hvor afsenderen er ansat.

Notatet var bestilt af Venstre og udarbejdet på baggrund af materiale, som blev fremsendt fra partiet. Herunder dokumenter, som har været omkring Skatteministeriet.

- Det er ikke ulovligt for Venstre at bestille et skattesagsnotat hos et advokatfirma. Og jeg tror sådan set også, at alle hele tiden har været klar over, at det har været lavet et sted, hvor man har forstand på skat, siger Sten Bønsing og pointerer:

- Det er nok få, der har forestillet sig, at det har været lavet af BT.

Han påpeger dog, at der teoretisk set kan være problematiske forhold omkring det materiale, som måtte være vandret fra Skatteministeriet til advokatkontoret, men han finder det ikke sandsynligt.

- Det kan være alt fra nogle almindelige juridiske notater eller baggrundsmateriale til konkrete oplysninger om Stephen Kinnocks skatteforhold. Men det sidste er det nok ikke, for så meget fremgik det ikke af notatet. Det var ikke så konkret, bemærker forskeren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip