Ekspert: Catalonien er ikke tæt på løsrivelse

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

Søndag sikrede separatistpartierne i den spanske region Catalonien sig markant opbakning.

Løsrivelsesgruppen Junts pel Si samt det venstreorienterede parti CUP fik tilsammen 72 ud af 135 sæder i den regionale regering, og dermed har de sikret sig et flertal.

Begge de to separatistpartier har sagt, at de ønsker at erklære uafhængighed inden for 18 måneder.

Men ifølge en ekspert er den mission langt fra at lykkes.

- Først og fremmest kræver løsrivelse en ændring af den spanske forfatning. Derfor har valget ingen reel effekt på Cataloniens løsrivelse, siger Morten Rievers Heiberg, professor på Københavns Universitet og ekspert i spanske forhold.

- Men der er også internt i Catalonien stor splittelse. Blandt andet stemte hovedstaden Barcelona klart imod løsrivelse.

Den spanske regering i Madrid har da også sagt, at den vil blokere for en løsrivelse via domstolene, netop fordi det er i strid med den spanske forfatning.

Ifølge Morten Rievers Heiberg er økonomien en væsentlig grund til, at det bliver svært for Catalonien løsrive sig:

- Catalonien er Spaniens største økonomi. Det er svært at se, at Spanien vil lade sin største økonomi blive selvstændig midt i en meget presset økonomisk situation. Af samme grund vil løsrivelse også møde modstand fra EU, der blandt andet vil skulle oprette toldmure.

Catalonien har også tidligere prøvet at stemme sig til selvstændighed. Det skete ved en vejledende folkeafstemning i november 2014. Dengang stemte 80 procent for en løsrivelse, men stemmeprocenten var utrolig lav.

/ritzau/