Ekspert: Danske Bank redder Nordea fra tæsk

Det koster en pris at stikke hovedet frem. Og det er den pris, Danske Bank gang på gang betaler, når de kommer med nye tiltag, der måske ikke altid er til fordel for kunderne.

Men det er den pris, som en storbank må betale. Det siger bankekspert John Norden, direktør i Mybanker.

- Hvor Danske Bank får bøllebank i Danmark, kan Nordea gemme sig. Men ser man på Nordeas image i Sverige, hvor de er størst, så får de bøllebank her. Den største dreng i klassen er den, der får flest tæsk, siger John Norden.

Nordea kom ud af 2012 med rekordoverskud på trods af, at finanskrisen har hærget i flere år. At det lykkes, skyldes ifølge John Norden for det første, at storbanken tjener rigtig mange penge i Norge, Sverige og Finland.

- For det andet har man i Danmark ikke været så aggressiv i sin forretningstilgang gennem nullerne, og derfor har banken ikke lidt de store tab. De kaprer derimod kunder nu, siger Mybankers direktør.

Og at Nordea kan komme til at ride på en bølge af kunder efter Danske Banks udmelding om, at kunderne skal til at betale for at have en bankkonto, afvises ikke af John Norden.

- Der er ingen tvivl om, at Nordea står og er klar til de kunder, som skulle have lyst til at prøve noget nyt. Og der står Nordea stærkt, siger han.

Danske Bank kommer med årsregnskab for 2012 i næste uge.

/ritzau/

 

Dagens Gossip