Ekspert: Det bliver også et nej til EU i Storbritannien

Skrevet af admin

07/04/2016

Mest læste i dag

Europas politikere taler konstant EU-samarbejdet ned, og derfor ender det også med et nej, hver gang vælgerne får muligheden for at stemme om noget, der handler om EU.

- Derfor tyder alt også på, at det bliver et nej i Storbritannien, siger Marlene Wind, der er professor på Københavns Universitet.

Hun tror dermed, at de britiske vælgere ved folkeafstemningen 23. juni vil stemme Storbritannien ud af EU, og det vil være EU's hidtil største nederlag.

- Hvis sådan et stort land decideret melder sig ud, vil det ryste Europa, siger Marlene Wind.

Hendes vurdering kommer, efter at de hollandske vælgere onsdag har stemt nej til EU's associeringsaftale med Ukraine, formentlig mere i protest mod EU end i utilfredshed over aftalen med Ukraine.

- Ansvaret for de mange nej'er ligger ikke i Bruxelles. Det ligger i medlemslandene, der konstant taler det europæiske projekt ned og så tvivl og tvivl og tvivl, siger Marlene Wind.

- Og i Storbritannien har du også en leder, der konstant sår tvivl om projektets lødighed og gyldighed, siger hun.

Det seneste eksempel på nedskydning af forslag fra Bruxelles er ifølge professoren de danske politikeres reaktion onsdag på EU-Kommissionens forslag til reformer af EU's kuldsejlede asylsystem.

EU-Kommissionen vil blandt andet bygge videre på ordninger med tvungne fordelinger af flygtninge rundt i EU, og det forslag fik en særdeles hård medfart af de fleste danske politikere.

- De kunne lige så godt have sagt, at vi må finde nogle europæiske løsninger, at det ikke er sikkert, at det skal være sådan der, men at takterne er gode.

- Så havde de sendt et meget mere europæisk signal i stedet for det signal, der hele tiden kommer, at det er Bruxelles, der er noget galt med, siger Marlene Wind.

Hun ser "meget pessimistisk" på mulighederne for at få bragt EU-samarbejdet ud af den krise, det befinder sig i.

- Det er ved at gå fuldstændig ned ad bakke det hele. Du har en spiral, hvor du får skeptiske vælgere, der så stemmer endnu flere skeptiske politikere ind, og så ender vi i en blindgyde, siger Marlene Wind.

Hun mener, at presset på EU fra strømmen af flygtninge og migranter meget vel kan ende med, at Schengen-samarbejdet bliver suspenderet i to år.

- Det vil ryste det europæiske samarbejde i sin grundvold, hvis man er nødt til at sige: "OK, så varede Schengen-samarbejdet i 30 år, nu sætter vi det på stand-by to år".

- Dermed får du nationale grænsebomme, og jeg er i tvivl om, hvorvidt Schengen så nogen sinde kommer tilbage i den form, vi har kendt. Der er jo intet, der tyder på, at asylstrømmen vil stoppe, siger Marlene Wind.

/ritzau/