Ekspert: Disse emner vil Obama nævne i tale til folket

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

State of the Union-talen om nationens tilstand er præsident Barack Obamas mulighed for at sætte den politiske dagsorden og til at forklare hans syn på udviklingen i USA.

Når præsidenten natten til onsdag dansk tid indtager talestolen i Kongressen, vil han blandt andet tale om sundhedsordningen Obamacare, som har fyldt meget i USA på grund af en række problemer.

Det mener Mads Fuglede, der er USA-ekspert og ph.d.-stipendiat fra Københavns Universitet.

- I år vil han tale om nogle af de skuffelser, der har været med Obamacare, som endte med langt fra at blive den reform, han ønskede. Talen er præsidentens mulighed for at sætte den politiske dagsorden.

Derfor ventes Barack Obama også at tale om emner, der kan bruges af demokraterne i kampagnen til midtvejsvalget til efteråret.

Han har to år tilbage som præsident, og dermed er det ved at være sidste udkald for at lave politik i hans sidste embedsperiode.

- Han vil også forsøge at sætte dagsordenen for nogle af de reformer, som han mangler at få gennemført, som innovationsreformen, siger Mads Fuglede.

Præsidenten vil tale om en række emner, der appellerer til middelklassen, herunder jobsikkerhed, mindsteløn og understøttelse.

De tidligere taler til nationen har været meget formelle, og Obama kommer næppe op i det store retoriske gear, som når han ellers holder taler, mener Mads Fuglede.

- Han vil forsøge at passe på ikke at ligne en, der kommer med for meget varm luft.

- Han er blevet kritiseret for at virke for svag på det udenrigspolitiske, så derfor vil han meget klart forklare, hvad USA vil og ikke vil med ham som leder, siger Mads Fuglede.

Netop i forhold til det udenrigspolitiske vil han tale om atomaftalen med Iran, borgerkrigen i Syrien og USA's nedtrapning af dets militære indsats i Afghanistan.

- Han vil forklare, hvorfor han mener, at der er håb for en aftale med iranerne, og hvorfor USA's politik over for Syrien, er det rigtige for USA og Syrien, siger han.

Obama går på talerstolen klokken 03 natten til onsdag dansk tid.

/ritzau/