Ekspert: Erdogan vil arbejde for øget indflydelse

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Såfremt Recep Tayyip Erdogan som forventet løber med sejren ved søndagens tyrkiske præsidentvalg, vil han arbejde for at gøre posten langt mere politisk, end posten hidtil har været.

Hvorvidt det vil lykkes afhænger af, hvem Erdogan kan køre i stilling som landets næste premierminister.

Derudover er det afgørende, om han vil få succes med at ændre den tyrkiske forfatning i en retning, der giver præsidentembedet mere magt.

Det vurderer Daniella Kuzmanovic, der er Tyrkiet-ekspert ved Københavns Universitet.

- Spekulationerne går i virkeligheden på, hvem i AKP (Erdogans parti, red.) der bliver kørt i stilling som den næste premierminister, fordi de fleste venter, at Erdogan vinder præsidentvalget, siger Daniella Kuzmanovic til Ritzau.

- Får han en "ja-mand", som skylder Erdogan alt, så får han rigtig stor indflydelse og dermed magt, siger hun og fortsætter:

- Spekulationerne går på, om det bliver en form for russisk model, som da Putin blev præsident og indsatte Medvedev som premierminister.

Derudover bliver det andet store spørgsmål, om Erdogan får succes med at ændre landets forfatning, så præsidentembedet får mere politisk indflydelse, end tilfældet er nu.

Daniella Kuzmanovic peger på, at det i den sammenhæng bliver interessant at følge, hvor mange stemmer modkandidaten Selahattin Demirtas fra landets største kurdiske parti, HDP, får ved søndagens valg.

Her ligger nemlig nøglen til at få ændret forfatningen, vurderer hun.

- Det er de kurdiske stemmer, der skal lægge stemme til en forfatningsændring. De skal give præsidentembedet øgede beføjelser til gengæld for mere selvstyre, autonomi og rettigheder, siger Daniella Kuzmanovic.

Med omkring halvdelen af stemmerne talt op søndag, har Erdogan fået 56,4 procent af stemmerne.

Hvis Erdogan ikke får mere end 50 procent af stemmerne ved søndagens præsidentvalg, skal de to bedst placerede kandidater ud i en ny valgrunde.

/ritzau/