Ekspert: EU-skepsis afgør parlamentsvalg

Skrevet af admin

23/02/2014

Dagens topnyheder

Danskernes voksende EU-skepsis vil sætte sig spor ved EU-parlamentsvalget 25. maj, hvor Liberal Alliance, Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti anslår EU-skepsis i forskelligt toneleje.

Det siger professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet, hvor han forsker i EU-parlamentsvalg.

En ny Gallup meningsmåling for centrum venstre-tænketanken NyAgenda viser, at EU skeptikerne står til at få 20 procent af stemmerne - men 30 procent ved endnu ikke, hvor de vil sætte krydset.

- EU-skepsis er en meget, meget stærk faktor. Det er næsten en afgørende faktor, om du vil mere eller mindre EU. Halvdelen af de, der stemmer socialdemokratisk ved et folketingsvalg, stemmer på andre ved EP-valg, siger Kasper Møller Hansen.

Socialdemokraterne står i målingen til 13 procent af stemmerne.

- Der en meget dyb skepsis til EU-samarbejdet i den danske befolkning. Ikke i forhold til at melde sig ud, men der er skepsis.

15 til 20 af vælgerne afgør krydset kort før et folketingsvalg og derfor er det overraskende, at kun 30 procent af vælgerne ikke har bestemt sig ved EU-parlamentsvalget.

Det er relativ lavt, siger han - men flere kan nå at skifte parti og færre stemmer end til Folketinget.

- Valgdeltagelsen vil lande på 50-55 procent. Jokeren er afstemningen om EU's patentdomstol. Men da det er relativt teknisk, tror jeg ikke, at det vil være særligt mobiliserende, siger Kasper Møller Hansen.

Sofavælgerne er typisk lavtuddannede og indvandrere ligesom ved kommunalvalg. Man skal være varsom med at tolke partiernes tilslutning, for parlamentsvalget er et personvalg, mener professoren.

Han venter tekniske valgforbund mellem Socialdemokraterne, De Radikale og måske SF samt mellem Venstre og De Konservative for at stoppe stemmespild i kampen om 13 danske mandater. Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen vil stå alene, venter han.

- Der er næsten altid en fordel at gå i valgforbund, for man kan ikke miste ved det, siger Kasper Møller Hansen.

/ritzau/