Ekspert: Fattig Tour uden Sir Bradley

- Det er en stor skuffelse for mig ikke at komme med i Tour’en. Jeg ville ufattelig gerne have været med, men det kan ikke lade sig gøre, siger Sir Bradley Wiggins ifølge det engelske dagblad The Mirror og tilføjer:

- Jeg kan ikke træne ordentligt, og nu hvor beslutningen er truffet, er det faktisk en lettelse ikke at skulle løbe om kap med tiden for at blive klar.

Beslutningen ærgrer det tidligere danske prof-rytter og nuværende Eurosport-kommentator, Thomas Bay.

 - Touren bliver fattigere uden Sir Bradley. Den måde han vandt løbet på i fjor var flot. Han er en kamæleon på en cykel. Uanset om han kører på bane, konkurrerer i enkeltstart eller udfordrer i de store etapeløb er han fantastisk til at tilpasse sig. Men det havde nu været sjovt at have haft Wiggns med. For hvordan ville Froome og Wiggins tackle at være både holdkammerater og konkurrenter? spørger Thomas Bay.

Så sent som i fredagens udgave af BT sagde Sir Bradley Wiggins’ kollega på Team Sky, Chris Froome, at det var ham, der var holdets chef under Tour’en.

- Mange vil utvivlsomt nu gætte på, at Wiggins trækker sig, fordi han ikke ønsker konfrontationen med Froome. Sådan tror jeg ikke, at tingene hænger sammen. Wiggings er kendt som perfektionist. Synes han ikke, at han er i tilstrækkelig god form, vil han hellere droppe et løb end gøre en skidt figur, siger Thomas Bay.

Han tror, at kampen om dette års Tour de France-trofæ nu kommer til at stå mellem Chris Froome og Alberto Contador.

- Anderledes kan det næppe blive. De er feltets klart bedste etaperyttere, siger Thomas Bay.

I Team Sky beklager man Sir Bradley Wiggins afbud.

- Med sygdom, skader og behandling er han nu ovre det punkt, hvor han kan nå at blive klar til Tour de France. Det er et stort tabt, men i betragtning af omstændighederne mener vi ikke længere, at han er i betragtning til holdet. Det er en stor skam ikke at have sidste års vinder med i Tour de France. Men Brad er en stor vinder, og han skal nok komme tilbage, siger holdejer Sir Dave Brailsford til Team Skys hjemmeside.

Det synspunkt giver Thomas Bay ham ret i.

- Jeg er sikker på, at Wiggings fortsætter mange år endnu. Ganske vist er han efterhånden blevet 33 år. Men han tager sporten 100 procent alvorlig. Når han sætter sig et mål, bliver de realiseret, siger Thomas Bay, der godt kan forstå, at Sir Bradley Wiggings blev rasende, da han under Tour’en i fjor ofte blev spurgt om, hvorvidt han var dopet.

- Gennem årene har mange Tour-vindere været mistænkt for snyd. Men hvad angår Wiggins tror jeg ikke, at han på noget tidspunkt har sprunget over, hvor gærdet er lavest, siger Thomas Bay.

Dagens Gossip