Ekspert: Fredsplan er meget skrøbelig

Skrevet af admin

12/02/2015

Dagens topnyheder

Aftalen om våbenhvile i det krigsplagede Ukraine er det hidtil største fremskridt i konflikten.

Det siger Ruslands-ekspert og tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg, Jens Worning Sørensen.

Aftalen indebærer en våbenhvile og en tilbagetrækning af tunge våben fra det østlige Ukraine, hvor kampe har slået over 5000 mennesker ihjel siden konfliktens start.

- Det er et fremskridt og det bedste resultat, vi har haft indtil nu i konflikten. Men det er stadig meget, meget skrøbeligt, hvilket forløbet det sidste døgn jo også viser, siger han.

Det sker med henvisning til det uhyre langstrakte forhandlingsforløb, hvor statslederne fra Rusland, Ukraine, Frankrig og Tyskland forhandlede i Hvideruslands hovedstad Minsk i mere end 15 timer.

Parallelt med statsledernes drøftelser forhandlede også den såkaldte kontaktgruppe bestående af Rusland, Ukraine og OSCE samtidig med, at også separatisterne fra det østlige Ukraine var involveret.

Jens Worning Sørensen hæfter sig især ved, at stats- og regeringscheferne har aftalt at mødes jævnligt fremover for selv at sikre, at fredsplanen overholdes.

- Det, at toplederne fortsat er inde over, det er i sig selv rigtig positivt og et stort fremskridt. Vi er i en del af verden, hvor det primært er kaos, der hersker, og derfor er det utrolig vigtigt at have denne her tyngde inde over, siger han.

Han mener, at torsdagens aftale har bedre chancer for at holde end den tidligere våbenhvile fra september, der som bekendt ikke viste sig at holde i længden.

- Det er op ad bakke, men forskellen fra den seneste aftale er jo netop, at statslederne er inde over. Det var ikke tilfældet sidst, og den viste sig så heller ikke holdbar, siger han.

/ritzau/