Ekspert: Grænsekontrol kan både hæve og sænke asyltal

Skrevet af admin

12/11/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har argumenteret mod en indførelse af grænsekontrol i Danmark ved at sige, at antallet af asylansøgere i Danmark i så fald risikerer at stige.

Omvendt mener de svenske migrationsmyndigheder ifølge avisen Dagens Nyheter, at den grænsekontrol, Sverige indførte torsdag middag, kan medføre flere asylansøgere i Danmark og Tyskland.

Og faktisk er begge udlægninger sandsynlige, siger Gerd Battrup, der er lektor ved Institut for Grænseforskning på Syddansk Universitet.

- Danmark er et gennemgangsland, og virkelig mange er rejst igennem til Sverige og formentlig også nogle til Norge.

- Hvis man i Danmark begynder at kontrollere alle dem, der vil videre, får de tilbud om at søge asyl eller om at rejse tilbage til der, hvor de kom fra.

- Mange af dem, der egentlig havde tænkt sig at rejse videre, vil man i praksis komme til at tvinge til at søge asyl i Danmark. Det er Lars Løkkes argument, siger Gerd Battrup.

Om svenskernes argumentation om, at grænsekontrollen kan øge antallet af asylansøgere i Danmark og Tyskland, selv om alle fortsat er velkommen til at søge asyl i Sverige, siger hun:

- Der er mennesker, der ikke længere tør rejse videre til Sverige, men som bliver i Danmark og søger asyl her eller rejser tilbage til Tyskland.

Og så er der også en gruppe, som ikke ønsker at søge om asyl i Sverige, men som gerne vil opholde sig i landet, påpeger Gerd Battrup.

- Der er kommet mellem 80.000 og 100.000 mennesker til Sverige igennem de sidste par måneder. Mange har søgt asyl, og mange har ikke. Mange er ikke registreret nogen steder.

- Hvis de bliver taget i en stikprøvekontrol i Sverige og ikke søger asyl, skal de tilbage til Danmark eller Tyskland, hvor de først er registreret.

Ifølge Gerd Battrup er det både økonomiske migranter uden ret til at søge asyl samt flygtninge, der ville have været berettiget til at søge asyl, der lever i Sverige under urimelige vilkår uden at være registreret. Ligesom det ifølge hende også er tilfældet i Danmark.

- Mange af dem har ingen tillid til myndigheder og klarer sig igennem med hjælp fra netværk, venner og sort arbejde.

- Hvis man skal leve uden for loven i et land, så må man arbejde uformelt og uden for loven. Og det kan være under nogle fuldstændig urimelige vilkår.

/ritzau/