Ekspert: Gymnasielæreres klare nej generer regeringen

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet, der ligeledes ser det rungende nej fra gymnasielærerne som et skulderklap til Anders Bondo Christensen i arbejdstidsstriden med Kommunernes Landsforening.

»På en eller anden måde er det jo en støtteerklæring til Danmarks Lærerforening, det skal man ikke tage fejl af,« siger Flemming Ibsen.

»Det er også generende for regeringen, der har været ude for at rose den aftale, der er lavet på gymnasielærernes område, fordi det netop er en aftalte, hvor parterne er blevet enige,« siger han.

Det tyder på et meget klart nej fra gymnasielærerne til den aftale, der er forhandlet på plads på området.

Hele 96 procent af de 158 tillidsfolk for gymnasielærerne, som Politiken Research har spurgt, vurderer, at lærerne på deres skole vil stemme nej til overenskomstaftalen med de nye arbejdstidsregler. Lærerne stemmer frem til 17. april.

Men selv om gymnasielærerne melder ud, at man har planer om at forkaste den aftale, der er indgået, så vil det ikke ændre det store, understreger Flemming Ibsen.

Det skyldes, at de omkring 14.000 gymnasielærere skal stemme om en overenskomstaftale sammen med 100.000 offentligt ansatte akademikere, og her vurderer Flemming Ibsen, at nej-stemmerne vil forslå som en skrædder i helvede.

»Det er lidt en gratis omgang for gymnasielærerne. De ved udmærket godt, at alle deres nej-stemmer drukner i alle ja-stemmer, når akademikerne samlet stemmer, om de skal acceptere aftalen eller ej,« siger han.

Finansminister Bjarne Corydon har ved flere lejligheder rost gymnasielærernes for den aftale, der er indgået.

Dagens Gossip