Ekspert: Hizbollah på terrorliste er symbolpolitik

Det mener lektor og mellemøstekspert Sune Haugbølle fra Roskilde Universitet, der vurderer, at mandagens beslutning i Bruxelles hverken får betydning internt i Libanon eller nævneværdig økonomisk betydning for Hizbollah.

»Det er symbolpolitik, som jeg ser det, men det kan selvfølgelig godt have nogle bivirkninger i form af optrevling af nogle af de finansielle overførsler fra europæiske lande til Hizbollah. Og så viser det, at man fra EUs side ikke længere ser Hizbollah som en legitim spiller,« siger Sune Haugbølle.

Han betegner sortlistningen som en meget lille trussel i økonomisk forstand for Hizbollah, der i høj grad finansieres af styret i Iran.

Hizbollah er i den seneste tid gået aktivt ind i borgerkrigen i nabolandet Syrien, hvor organisationen kæmper på præsident Bashar al-Assads side. Det er hovedårsagen til EUs beslutning om at terrorliste bevægelsens militære gren, mener Sune Haugbølle.

»Jeg tror, de har gjort det for at straffe Hizbollah for deltagelsen i krigen i Syrien og gøre det klart, at de kan miste deres legitimitet ved at gå så aktivt ind i konflikten,« siger han.

Hizbollah er en magtfaktor i Libanon, hvor organisationen er en del af landets afgående regering. Desuden er Hizbollah den næststørste arbejdsgiver i Libanon efter den libanesiske stat, og dens militære gren anses for at være stærkere end landets hær.

Det kommer beslutningen om at sætte Hizbollahs militære gren ikke til at ændre markant på, vurderer Sune Haugbølle. Dertil er den politiske situation i Libanon, der i stigende grad har oplevet, at borgerkrigen i Syrien er ved at flyde ind over grænsen, for anspændt.

»Internt i Libanon får det ikke den helt store betydning. Dem, der støtter Hizbollah, vil fortsætte med at støtte dem, og dem, der er imod dem, vil fortsat være imod. De største politiske spillere i Libanon er interesserede i at holde sikkerhedssituationen på lavt blus, så jeg tror ikke, de vil bruge det her som en anledning til at skrue op for temperaturen i den politiske debat,« siger Sune Haugbølle.

Terrorstemplet betyder blandt andet, at ambassadører og diplomater fra EU fremover kun må have kontakt med den politiske gren af Hizbollah, men ifølge den danske mellemøstekspert kan det være svært at afgøre, hvor grænsen mellem den politiske og den militære gren går.

Den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse blev grundlagt i starten af 1980erne under den libanesiske borgerkrig for at udbrede Irans islamiske revolution.

Dagens Gossip