Ekspert i arbejdsglæde: Derfor skal du undgå at hænge sure sedler op, når din kollega ikke bruger wc-børsten

Skrevet af Morten Larsen

05/01/2016

Mest læste i dag

Flere danskere med fast job har sikkert prøvet at træde ud på et af toiletterne på deres arbejdsplads, hvor de med øjnene knebet sammen er blevet ramt af en dyb følelse af ubehag ved synet af flere brune striber i bunden af kummen.

Et kollega har tilsyneladende glemt alt om at bruge toiletbørsten, og på gangene hænger der kort tid efter flere sure sedler, der med versaler og bandeord forsøger at opdrage på den unavngivne grisebasses dårlige toiletvaner i arbejdstiden.

Alle kan have en dårlig dag på jobbet fra tid til anden, men når noget går dig på, er det ikke en god idé at hænge sure sedler op på arbejdspladsen. Det er på ingen måde konstruktivt, og er kun med til at skabe negativ stemning. 

Sådan lyder budskabet fra Arlette Bentzen, der er Chief Happiness Officer i konsulentvirksomheden 'Arbejdsglæde nu'.

- Sedlerne er en slags løftet pegefinger, hvilket kan påvirke vores arbejdsglæde i negativ retning. Det hjælper ikke, at der er små politimænd, der går rundt og sætter sedler op, siger Arlette Bentzen til Dagens.dk.

Sprogbrugen og den arrige tone på de sure sedler står ofte i skarp kontrast til den typiske omgangstone på arbejdspladsen, hvor man på gangene eller ved kaffeautomaten pænt hilser på kollegerne eller sågar indleder en smalltalk om et harmløst emne som vejret eller maden i kantinen.

Læs også: Børn sendes dagligt på hospitalet: Klamme skoletoiletter gør elever syge

Ifølge Arlette Bentzen vil man komme meget længere ved at skifte udråbstegn og ukvemsord ud med en positiv tone på de sure sedler.

-  Nogle bliver provokerende af sprogbrugen, der kan virke nedladende. Hvis du skal skrive en seddel vil være bedre, hvis sedlerne bliver skrevet med et glimt i øjet. Lad os tale - og skrive - pænt til hinanden som voksne mennesker, siger Arlette Bentzen.

Hos 'Arbejdsglæde nu' har man foretaget en undersøgelse af, hvad der er den største dræber af danskernes arbejdsglæde i 2015.

I undersøgelsen, der blev foretaget blandt 700 mennesker, svarede hver tredje af deltagere, at brok fra kollegaerne er det, der mest ødelægger glæden ved at gå på arbejde.

-  I Danmark er vi meget gode til at rende og brokke os. Problemet er, at det kan blive til en vane at brokke sig ved kaffemaskinen og hænge negative skilte op, hvilket er noget, der ødelægger vores arbejdsglæde, siger Arlette Bentzen og fortsætter:

- Hvis arbejdsglæden er lav, kan det påvirke folk til at blive mindre engagerede i deres arbejdsplads, og så glemmer man ubevidst de ting, der ellers er åbenlyse, siger Arlette Bentzen, der opfordrer til en løsningsorienteret og konstruktiv tilgang til de problemer og udfordringer, der altid vil opstå på en arbejdsplads. 

- Brok spreder sig som ringe i vandet, hvis ingen siger stop. Det gælder om at gøre det klart, at vi på arbejdspladsen ikke accepterer konstant brok og de formandende antydninger. Naturligvis skal man tale om det, når noget er galt, men gør det på en konstruktiv måde, siger Arlette Bentzen. 

Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: