Ekspert i EU-ret: Vestager skal håndhæve - ikke regulere

Skrevet af admin

10/09/2014

Dagens topnyheder

Det bliver ikke de store politiske armbevægelser, Margrethe Vestager får mulighed for i jobbet som konkurrencekommissær i EU.

Vestagers nyerhvervede job handler nemlig i højere grad om håndhævelse af reglerne frem for politiske ændringer, slår professor i EU-ret ved Aarhus Universitet, Michael Steinicke, fast.

- Der ligger en stor håndhævelsesopgave i jobbet som konkurrencekommissær. Det virker til, at det mere er et administrationsjob end et politisk job, siger han til Ritzau.

Ser man på udviklingen af konkurrencereglerne, er der ikke sket de store omvæltninger de sidste årtier.

- De centrale konkurrenceregler har ikke udviklet sig siden Rom-traktaten i slutningen af 1950'erne. Det er i høj grad de bestemmelser, vi håndhæver i dag, siger Michael Steinicke.

Onsdag blev det klart, at den radikale politiker har fået tildelt posten som konkurrencekommissær, der af mange fagfolk betragtes som en tung post i EU-landskabet.

Men selvom de politiske aftryk måske bliver mangelfulde i det nye job, sidder den radikale politiker dog på en meget tung post.

- Vestager skal ikke regne med et stort reguleringsarbejde. Derimod skal hun våge over vigtige økonomiske forhold. Det drejer sig om hele det europæiske erhvervslivs rammeregulering, som hun skal sørge for bliver ført ud på bedste vis, siger han.

På en konkurrencekommissærs skrivebord ligger blandt andet sager om karteldannelse, unfair konkurrence og statsstøtte.

Især statsstøtte kan blive et af de områder, hvor Vestager kan sætte sit fingeraftryk. Det er nemlig et meget aktuelt og kompliceret område, hvor der er nogle udviklingstendenser på vej.

- Statsstøtte er et af områder, hvor der sker rigtig meget i disse år. Hovedbestemmelserne ligger fast, men der er opgaver i den supplerende regulering, såsom hvor statsstøtten kan gives, og statsstøtte til miljørigtige investeringer, siger Steinicke.

/ritzau/